
Krydstogtsgæsternes ankomst
Når krydstogtgæsterne går i land på Mellemarmen i Aarhus Havn, bliver de budt velkommen af ét stort velkomst-set up bestående af forskellige aktører, der alle ønsker at gøre gæsternes besøg i Aarhus så godt som muligt.
Garden spiller op ved landgangen, og når gæsterne går mod de ventende busser eller bevæger sig mod centrum på egen hånd, bliver de mødt af repræsentanter fra byens tre største museer, ARoS Aarhus Kunstmuseum, Moesgaard Museum og Den Gamle By. Også Salling og Magasin har udsendt medarbejdere, der står klar med gode tilbud.
Rammerne for modtagelsen er et stort teltområde, som på ankomsttidspunktet giver genlyd af livemusik, mens nogle af byens dygtigste kunsthåndværkere fremviser deres produkter. Gæsterne finder også en turistinformation, hvor de kan få inspiration til deres dag i Aarhus.
Bæredygtige tiltag
Udover at Aarhus tager godt imod sine gæster, ønsker vi også, at gæsterne tager godt imod Aarhus. Derfor opstiller vi affaldssorteringscontainere de steder, gæsterne kommer forbi på havnen.
Derudover gør vi gæsterne opmærksomme på, at vand kan drikkes direkte fra hanen på vandposter rundt omkring i byen, mens vi også arbejder på at gøre vores trykte krydstogtmagasin digitalt for at undgå at bruge papir.
Vi forsøger altid at fordele gæsterne rundt omkring i destinationen. Dette gøres både for at få dem til at opleve vores mange muligheder men også for at undgå for mange gæster på ét sted.
Som den første havn i Danmark har Aarhus Havn investeret et tocifret millionbeløb i et landstrømsanlæg. Det betyder, at krydstogtskibene kan slukke for motorerne, og i stedet køre på strøm, mens de ligger til land. Landstrømsanlægget forventes at stå klar til brug i 2023.