AARHUS UNIVERSITET, Århus 1931-
Kay Fisker, C.F. Møller, P. Stegmann, C.Th. Sørensen

Aarhus Universitetet signalerer lysere tider for byen og landet ved opførelsen i trediverne. Arkitekturen er moderne, umiddelbart antimonumental, som en organisk fortolkning af den åbne campus midt i byen, og som et markant og robust vidnesbyrd om, hvor smukt og humant en større struktur i en bymæssig sammenhæng kan udvikles i mere end 70 år.
Universitetsbygningerne er placeret omkring et dalstrøg, rytmisk forskudte og af passende længder - tilpasset terrænet, og således at dalen kan forblive ubebygget. Alle længer er opført i ét materiale - gule teglsten er brugt til facader, tag og belægninger, hvorved bygningskroppene fremstår homogene, enkle og prismatiske med rene saddeltage uden udhæng. Højest placeret lukker hovedbygningen med aulaen af mod Ringgaden, med et mere ekspressivt formsprog som kontrast til de enkelte fakulteters nøgterne præg.
Aarhus Universitet er en hyldest til tegl som materiale. Teglen væver bygningerne sammen i en dialog med landskabet og skaber en afdæmpet monumentalitet med en regional dansk karakter, tydeligst i aulabygningen, hvis gavl troner over dalstrøget. Her samler en amfiteatralsk terrassering landskabet som kontrast til aulaens teglbelagte gårdrum, hvorfra hele universitetets samlende tanke åbenbarer sig. Denne unikke integration af landskab og bygninger styrkes af parkens karakterfulde egegrupper, der markerer topografien og forstærker landskabet. Med tidens fylde fremmes et storladent landskab af et nærmest pastoralt tilsnit - på samme tid klassisk og regionalt.

Kilde: Kulturkanon/Kulturministeriet

ÅRHUS RÅDHUS, 1937-42
Arne Jacobsen (1902-1971) og Erik Møller (1898-1988)

Århus Rådhus er et inspirerende eksempel på den tidlige funktionalisme farvet af en særlig nordisk følsomhed.
Huset er strategisk placeret, så det danner gadefacade mod byen og derved friholder størstedelen af den gamle kirkegård, der integreres i landskabsbearbejdningen. Rådhuset er opdelt i 3 forskudte blokke, der overlapper hinanden og definerer forskellige funktionsafsnit. Mod byen det repræsentative forhus med forhal og rådhussal, der åbner mod parken og kirkegårdens bevarede lindeallé. Kontorfløjen skyder sig ind i forhallen med en panoptisk centralkorridor, der rationelt og systematisk skaber de nødvendige kontorarealer, og en lavere bygning med ekspeditionskontor, der skiller sig lidt ud med hvælvet tag og eksponeret betonkonstruktion.
Århus Rådhus er et venligt og humanistisk hus, der dog ved opførelsen blev regnet for at være for moderne, for demokratisk og antimonumentalt. Og det blev således pålagt ændringer, bl.a. er tårnet og marmorbeklædningen tilført projektet.
Rådhusets store kvaliteter viser sig i samspillet mellem de indre åbne rumligheder, der integrerer de naturlige omgivelser og åbner for interiørets raffinerede detaljeringer. På alle niveauer er der en særlig opmærksomhed overfor detaljens betydning, og den omhyggelige bearbejdning af ædle materialer giver modspil og kontrast til facadernes kølige og afdæmpede monumentalitet.
I dag fremstår Århus Rådhus som et smukt patineret bygningskompleks, der ikke blot er et af landets mest sanselige huse, men også et hovedværk, der i Danmark marker overgangen til en mere regional tolkning af den modernistiske arkitektur.

Kilde: Kulturkanon/Kulturministeriet

KUNDSKABENS TRÆ, 1981
Nils Malmros (f. 1944)

Den skrøbelige pubertet har været beskrevet ofte i dansk film, men aldrig så præcist som i Nils Malmros' Kundskabens Træ, der med rette står som instruktørens hovedværk og den, som andre film med lignende temaer måles og blegner i forhold til. Filmen var kulminationen på instruktørens trilogi med udgangspunkt i egne erindringer fra barndommen i 1950'ernes Århus og fulgte Lars Ole, 5.c (1973) og Drenge (1977).
Handlingen udspiller sig i 1958-60, men filmen er så meget mere end et tidsbillede, for de psykologiske mekanismer, som Malmros beskriver med skarpt indgående blik, vil desværre aldrig miste deres relevans. Filmen er et gruppeportræt af en skoleklasse, 2. mellem på Århus Katedralskole, men centralt står Elin, der er lidt mere moden end sine klassekammerater og derfor populær hos drengene. Men da hun afviser én af dem, vender hele klassen sig imod hende, og på sin helt egen stille måde er det en isnende ubehagelig skildring af et Minidanmark. Rammerne, dialekten og tidsbilledet er meget dansk, men dramaet universelt og aldrig skildret så sikkert i børnenes eget univers. Malmros fortæller diskret med blikke, bevægelser og situationer, som alle kender. Karaktererne findes i alle skoleklasser, den småborgerlige, den vilde, den pæne og den mobbede, men alle får lov til at folde sig ud, bliver små mennesker af kød og blod, som udvikler sig gennem filmen.
Filmen blev optaget over to år, og børnenes forandring er fysisk såvel som psykisk. Malmros har aldrig lagt skjul på sin forkærlighed for den franske nybølge og især Francois Truffaut, men selvom det var tydeligere i de tidligere mindre stramt komponerede film, så er hans usvigeligt sikre greb om de unge uprøvede spillere og evnen til at få dem til at vise følelser helt på højde med hans ikoner.

Kilde: Kulturkanon/Kulturministeriet

SUPERTANKER, 1980

Kliche (1977-1983)

Det virkede som en happening, en tydelig provokation, da århusianske Kliche intonerede et nyt tiår med en plade, der bl.a. havde tonesat digte af Mao Zedong og reciterede dem, så det ikke var til at blive klog på, om de mente hvert et ord eller var ude på at udstille den postulerede hulhed. Når man kunne komme i tvivl, var det, fordi den meningsdannende del af 70'ernes danske rock havde været så politiserende, at det var svært at høre poesien for bare paroler, så den supertanker, Kliché skulle have vendt, var så klichetynget, at den eneste måde at nærme sig sandheden på, var at genopdage ordenes pålydende værdi. Derfor det nøgterne og det nøgne. Supertanker er politisk rock renset og genfødt, fuld af mening om fremmedgørelse, forladthed og en utopisk tro på noget, der lignede fremtiden, legemliggjort i Lars H.U.G's udtryksfulde stemme, der balancerede mellem fængsel og længsel.
Noget, der lyder som et Farfisa-orgel, gennemløber med manisk konsekvens stærkt forenklede melodiske mønstre, klinisk renset for æstetiserende effekter, for så i sekundkorte stød at skifte karakter og inddrage traditionelle ekkoer af Beach Boys og noget, der lyder som overvintret inspiration fra Alrune Rod og Gnags. Og hele tiden er der åbningen til den samtidige britiske rock med David Bowie som forbillede. Minimalisme, før det blev et modeord.
En plade uden indbygget facitliste, som endte på evighedens danske hitliste. Så paradoksal er god pop, er varig kunst.

Kilde: Kulturkanon/Kulturministeriet

NÆRMEST LYKKELIG, 1988
TV-2 (dannet 1980/81)

1980'ernes dansksprogede pop og rock kunne være af meget svingende kvalitet, men TV-2 kom efter en lidt tøvende begyndelse hurtigt til at høre til i den bedste ende af spektret. Som helhed var gruppen indbegrebet af intelligent firserpop med maskinelle beats, iørefaldende melodier og Steffen Brandts mundrette tekster, der med ironisk dobbeltskrue spiddede, hvad han et sted kalder "det virkelige liv" og danskernes sjæleliv på godt og ondt. Med Nærmest lykkelig fra 1988 sagde gruppen åndeligt set farvel til firserne med et album, hvor man kunne fornemme, at det ellers så velsmurte TV-2-maskineri havde fået både desperationens og livsledens grus i sig. Måske netop derfor nåede gruppen her et kunstnerisk klimaks, hvor det meste gik op i en større helhed.
Ganske vist var det hele måske ikke så fandenivoldsk og charmerende som på forgængerne Pop og Nutidens unge, men det var til gengæld drevent, selvsikkert og dybt kompetent, hvad angik sangskrivning såvel som udførelse, arrangement og produktion. Tekstligt var ironien stadig i højsædet, men der var kommet et klædeligt præg af eftertænksomhed og undren over livets mening, som den tog sig ud i splittelsen mellem nærvær og fravær, mellem lykke og ligegyldighed. Nøjagtig som på albummets cover: Steffen Brandt i sort tøj, stående i en dansk kornmark med sin lille søn i hånden. Sønnen kigger nysgerrigt op på fotografen, men Brandt selv står med ryggen til og den anden hånd ført op til ansigtet, uhjælpeligt reflekterende over livet netop i et øjeblik, hvor han burde leve det. Ikke uden grund hed en af sangene da også 'Kys det nu (det satans liv)'. Mere end nærmest lykkelig bliver man aldrig.

Kilde: Kulturkanon/Kulturministeriet

GO' SØNDA' MORN', 1980
Anne Linnet (f. 1953)

På et tidspunkt, hvor musik for børn enten var et ekko af bongotrommepædagogik, efterklange af Inge Aasted eller lyden af discountpop, kom Anne Linnet med albummet Go' Sønda' Morn', længe før hun spadserede sig til bestsellersucces ned ad Barndommens Gade.
Pladen er børnemusik, som ikke er forbudt for voksne, fordi sangene trækker på erindringen om en barndom, vi alle ville ønske, vi havde haft - uden at sangene af den grund bliver sentimentale eller virkelighedsfjerne. Det er mundret, melodisk og fuldt af sødme og skrevet på et smittende overskud. Anne Linnet havde lige opløst sit band, Shit & Chanel, havde tidligere på året udgivet den newyorkerinspirerede lp You're Crazy, havde samme år fået uropført partiturmusik ved NUMUS-festivalen i Århus og var ved at køre sit næste projekt, Anne Linnet Band, i stilling.
Alligevel, eller måske derfor, er Go' Sønda' Morn' tilbagelænet, swingende musik, skrevet af en musikpædagog, men uden løftede pegefingre. Kun spilleglæde, midtvejs mellem Carole Kings singer-songwriter-tradition og Bernhard Christensen. Sange som 'Sigurd' (sunget af datteren Eva), 'Bedst som vi leger' og 'Humørsang' er for længst blevet del af børnehavernes stamrepertoire. Og det bidrager til nærheden, at pladen er indspillet af hende og hendes daværende mand og musikerkollega, Holger Laumann, hjemme på Tjørne Allé i Åbyhøj.

Anne Linnet er derudover repræsenteret på listen over Evergreens med bandet Shit & Channel med 'Du er så smuk og dejlig'. På listen findes også Peter AG og Gnags med 'Under Bøgen'.

'Smuk og dejlig' (evergreens)
Anne Linnet/Anne Linnet – fra albummet Shit & Chanel, 1975. Fremført af Shit & Chanel.

'Under Bøgen' (evergreens)
Peter A.G. Nielsen/Gnags - fra albummet Er du hjemme i aften, 1977. Fremført af Gnags

Derudover er Århus repræsenteret i kategorien Lyrikantologi ved Thorkil Bjørnvig med 'Anubis'.

'Anubis' af Thorkild Bjørnvig. (lyrikantologi)
Thorkild Bjørnvig (1918-2004): 'Anubis' fra Anubis, 1955. DDL efter 1870, s. 261.

Kilde: Kulturkanon/Kulturministeriet