
Er du ung turist i Aarhus, behøver du ikke være bange for at komme til at kede dig. Byen byder på masser af attraktioner og oplevelser, så hvad enten du er til det romantiske/hyggelige, det kulturelle eller det vilde/aktive, er der helt sikkert noget, der passer til lige netop dig.
Et tip til en romantisk eller hyggelig oplevelse er f.eks. en tur på den
udendørs skøjtebane, der bliver stillet op på Bispetorv ved siden af Aarhus Domkirke i vintermånederne, eller hvad med en tur i biografen? Her kan du vælge mellem flere forskellige.
Tips til kulturelle oplevelser kunne f.eks. være en tur i ét af Aarhus’ mange
teatre eller
museer. Af sidstnævnte kan Aarhus tilbyde alt lige fra historisk indsigt på f.eks.
Moesgård Museum eller i
Den Gamle By til kunst i verdensklasse på
ARoS Aarhus Kunstmuseum; gå især ikke glip af
De 9 Rum.
Skal du have lidt mere gang i den, kan du f.eks. tage vennerne med ud at køre gokart i
RaceHall – Nordeuropas største indendørs racerbane, opleve adrenalinsuset fra det frie fald i
Tivoli Friheden, spille indendørs fodbold, tage en tur på klatrevæggen mm. i
DGI-huset, stå på vandski, spille fodboldgolf, krolf eller frisbeegolf i
Oplev Parken, parasaile og meget mere hos
Aarhus Vandskiklub eller tage en tur på ”den endeløse piste” i
SkiArena.