
Som ung turist i Aarhus har du måske ikke et kæmpe budget at gøre godt med, men fortvivl ikke; Aarhus byder på masser af gratis eller billige oplevelser.
Har du f.eks. lyst til en tur i teatret, tilbyder
Aarhus Teater billetter til ½ pris til studerende, og derudover er der hver mandag ½ pris for alle. Mange museer giver også studierabat; f.eks.
Moesgård Museum og
ARoS Aarhus Kunstmuseum, og
Vikingemuseet er helt gratis.
Besøger du Aarhus om vinteren, er et besøg på den hyggelige
udendørs skøjtebane en oplagt mulighed. Selve skøjtebanen er gratis at benytte, og hvis du ikke selv skulle være den lykkelige ejer af et par skøjter, kan disse lejes for kun 30 kr.
Besøger du derimod byen på en varm og solrig sommerdag, har du sikkert lyst til at blive kølet lidt af, og et nemt og gratis sted at gøre dette er ved én af Aarhus’ mange fine
strande. 
I det hele taget er naturen et dejligt og ikke mindst gratis sted at tilbringe sin fritid, og med sine mange
parker,
skove,
engsøer mm. er Aarhus perfekt på dette område. Ydermere behøver du ikke spekulere på transportomkostninger, da du til de nærmeste naturområder blot kan låne én af kommunens
gratis bycykler.
Tips til billige steder at spise er f.eks. Café Grene. Den hyggelige Café Grene, som ligger i forbindelse med Søstrene Grene-butikken, serverer velsmagende og tilmed økologisk mad til yderst favorable priser.
Et godt tip til dig, der synes du trænger til lidt selv-forkælelse, men måske ikke lige har budget til det helt vilde, er at tage ind på kosmetologskolen
Art of International Training. Her får du lækker skønhedspleje til en billig penge.
Har du planlagt at overnatte i Aarhus, men kender du ikke lige nogle, der har en seng til overs, er her også masser af muligheder: Du kan f.eks. vælge én af Aarhus’
campingpladser eller
vandrerhjem, og hvis du er glad for den fri natur, er ét af Aarhus Kommunes 10
shelters også en mulighed.
Sidst men ikke mindst får du ved køb af
AarhusCard’et rabat til en lang række af byens attraktioner, spisesteder mm.