|
|
|
|
I Aarhus viser byens gastronomiske håndværkere for alvor deres kunnen, og Aarhus kan prale af at have nogle af nordens bedste fiskehandlere, kokke og bagere.
Et af de kendetegn, der går igen hos de aarhusianske gourmet-restauranter er råvarerne. Nyfangede fisk fra havnen, lokale delikatesser, kartofler og grønt fra Samsø og friske råvarer fra mulden på Djursland.
|
Thorsten Juhler Schmidt vandt i 2006 titlen som årets kok, og til hverdag driver han sammen med sin kone Rikke Malling restauranten Malling & Schmidt på Grenåvej.
Restaurant Malling og Schmidt lægger vægt på det nyskabende nordiske køkken og er kendt for en eksperimenterende menu, som har begejstret både gæster og anmeldere.
Thorsten Juhler Schmidt sætter stor pris på gode råvarer, og det er en af grundene til, at restauranten ligger i Aarhus. ”Her er en let adgang til råvarerne. Vi har vores køkkenhave Samsø, hvor der er unikke råvarer, der ikke findes andre steder i landet, og jeg får mange af mine råvarer fra små lokale producenter.
|
|
Vilde urter og planter henter jeg selv i naturen,” fortæller han og påpeger, at det nordiske køkken aldrig har været på det nuværende niveau før.
Han er glad for den bølge af eksperimenterende gourmetrestauranter, der har sat Aarhus på det gastronomiske landkort. Thorsten Juhler Schmidt udforsker selv det nordiske køkken og betegner det med ord som enkelthed og smagsmæssig funktionalitet og krydrer det med tillægsord som saltet, røget, marineret og syltet.
”Det kan være moskusokse fra Grønland, grøntsager fra Samsø, eller verdens bedste østers fra Limfjorden,” siger han.
|
Torvemarked på Ingerslev Boulevard
Tag en tur på Torvet på Ingerslevs Boulevard i Aarhus. Her kan du opleve et af de største og mest levende torve i Danmark.
Du kan købe grønsager, frugt, blomster, kød, ost, udplantningsplanter og mange forskellige slags kunsthåndværk.
En del af varene er økologiske og egen produktion, men der er også mange stande med indkøbte - herunder også udenlandske - varer.
Torvet er åbent hver onsdag og lørdag fra 7 - 14.
|
|
|
|
|