Landets ældste teater, der er bevaret i sin oprindelige skikkelse, hedder Helsingør Teater, og ligger i dag i Den Gamle By i Aarhus, hvor det blandt andet danner den nostalgiske ramme om stemningsfuld sommerunderholdning. Med sine 237 tilskuerpladser og lange traditioner byder teatersalen på en særlig intens atmosfære.
Fokus på fremtiden
En konstant fornyelse af teaterlivet i Aarhus kommer også via skuespillerskolen og dramatikeruddannelsen, der begge har til huse på Aarhus Teater. Forfriskende talenter og nye tiltag sætter sit præg på scenekunsten over alt og sikrer, at de lokale teatre hele tiden har øje for de nye veje. Og bag byens mange kulisser samler teatrene de fælles kræfter for at sikre byen rollen som et nordeuropæisk centrum for teaterudvikling.
Uanset om du vil have et kig ind i fremtiden, i fortiden, i nutiden eller bare ind i dig selv, så gå i teatret i Aarhus. Repertoiret er bredt, scenerne store eller intime, og forestillingerne af høj klasse.