|
|
|
|
|
Gigantisk isbjerg og 5-stjernet hotel i Århus Havn
|
|
Planerne for to enorme landmark-byggerier i arkitektonisk særklasse på de bynære havnearealer ved Århus Havn er netop blevet afsløret. I løbet af få år får Århus således bl.a. et stort sundhedskulturhus og et 5-stjernet hotel.
|
|
Århus kom forleden endnu tættere på realiseringen af visionen om at omdanne de bynære havnearealer et stenkast fra Domkirken til en levende, mangfoldig og arkitektonisk spændende bydel. Planerne for første og anden fase, som blev offentliggjort for et halvt år siden, omfatter bl.a. byggeri af Danmarks højeste hus – og nu foreligger så de projekter, som indgår i tredje og fjerde fase.
Hvor Danmarks største containerhavn tidligere holdt til vi der i løbet af få år rejse sig to gigantbyggerier, nemlig ”Isbjerget” og ”SHiP Spa & Health Port”. Sidstnævnte projekt omfatter et stort sundhedskulturhus med akva-, wellness- og fitnessaktiviteter samt et 5-stjernet hotel med møde- og konferencefaciliteter. ”Isbjerget” skal rumme 160 lejligheder, såvel ejerlejligheder som almennyttige boliger.
- Med ”Isbjerget” får vi enestående boligmæssige kvaliteter såvel som et byarkitektonisk udtryk af højeste kunstneriske kvalitet”, siger adm. direktør Kent Martinussen fra Dansk Arkitektur Center, der har været med i dommerkomiteen, der har udvalgt de to vinderprojekter.
Også Århus’ borgmester Nicolai Wammen er begejstret for de to projekter, der er tegnet af henholdsvis et dansk-hollandsk-fransk-belgisk arkitektteam og af det århusianske arkitekt-firma Arkitema. Begge projekter opføres af århusianske investorer: ”Isbjerget” af Tækker Group i samarbejde med Brabrand Boligforening og ”SHiP” af Byggeselskab Olav de Linde.
- Århus får en fantastisk havnefront med enestående arkitektoniske bygninger, der både i udseende og anvendelse betyder, at vi er en by med store ambitioner. Vi vil have en levende by, hvor alle kan trives, både dem, der bor, arbejder og besøger de bynære havnearealer. Her bliver vi hjulpet utrolig godt på vej af de to nyeste vinderprojekter”, siger borgmester Nicolai Wammen.
|
Mandag, juni 09 2008
|
|
|
|
|